
Kom med på et 4 dags forløb i vinterferien på Kunstmuseum Brandts.
Vi går på opdagelse i vinterens og kunstens lys og skaber vores egne værker i formidlingens værksteder.
Vi skal skabe skulpturer som vinterlandskaber, klæde os ud med silkeslør og indfange sanseudstillings spejlkammer og øjeblikkets lys i fotografier. Fordybe os i værkstedets mørkekammer og glasgangens dagslys, hvor vi skaber blåhvide landskaber med den gamle fotografiske teknik blåtryk.
Og indimellem hviler vi os, taler om hvad der falder os ind og om sne og vores minder om vinter. Vi spiser madpakker og bryder lyset med prismer, så vi kan skabe små regnbuer, der måske lander på madpakkens papir eller pølsemaden og inspirerer os til farver vi kan bruge til at skabe vores egne malerier.
I løbet af ugen tager vi på små ture ud i verden og, måske har vinteren lagt sig som sne over byen og isblomster i vandpytterne, og vi kan opleve den dejlige glæde at vores åndedræt bliver til damp og drikke varm solbærsaft under en blå himmel.
Om fredagen lægger vi bobler i sølvbaljer og inviterer familie og venner til fernisering på vores udstilling LYS
Tirsdag den 10. februar 2026 til og med fredag den 13. februar kl. 9.00 – 14.00
Praktisk: Medbring tøj til værkstedsarbejde og ude & inde. Medbring drikkedunk, madpakke & snacks.
Alle børn i alderen 8 – 12 år kan deltage.
Pris: 1400 kr.
